Foreningen

Vedtægter

Reglerne, der sikrer et trygt, sundt og velfungerende fællesskab ved Haraldsted Sø.

§1. Navn og hjemsted

Foreningens navn er Ringsted Vinterbadere.

Foreningens hjemsted er Ringsted Kommune.

§2. Formål

Foreningens formål er at drive og udvikle vinterbadning ved Haraldsted Sø som en fællesskabsbaseret aktivitet for foreningens medlemmer.

Dette skal ske ved at:

  • organiserer og varetager den daglige drift af vinterbadning, sauna og faciliteter,
  • arbejder for etablering, vedligeholdelse og udvikling af fysiske faciliteter,
  • fastsætter og håndhæver retningslinjer for sikkerhed og ansvarlig brug,
  • varetager foreningens interesser i dialog med relevante aktører,
  • styrker fællesskab, sundhed og trivsel,
  • sikrer en demokratisk, åben og gennemsigtig foreningsdrift.

§3. Medlemskab

  1. Som medlem kan optages enhver, der støtter foreningens formål.
  2. Medlemmer har stemmeret på generalforsamlingen og er valgbare til bestyrelsen.
  3. Medlemskab opnås ved indmeldelse og betaling af kontingent.
  4. Udmeldelse sker via foreningens hjemmeside eller mail og gælder fra udgangen af den betalte kontingentperiode.
  5. Følgende poster er kontingentfri i den periode, de varetager hvervet:
    • Kasserer (medlem af bestyrelsen)
    • Vicekasserer
    • Medlemsadministration

§4. Kontingent

Kontingentets størrelse fastsættes af generalforsamlingen.

Kontingentet opkræves én gang årligt.

§5. Generalforsamlingen

  1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender.
  2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned.
  3. Indkaldelse sker med mindst 14 dages varsel via e-mail eller anden digital platform, med angivelse af dagsorden.

Dagsordenen skal mindst indeholde:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Bestyrelsens beretning
  4. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
  5. Fastsættelse af kontingent
  6. Indkomne forslag
  7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
  8. Valg af revisor
  9. Eventuelt

Forslag fra medlemmer skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen.

Beslutninger træffes ved simpelt flertal. Hvert medlem har én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Der føres referat, som underskrives af dirigenten og formanden.

§6. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig anmodning herom.

Indkaldelse sker med 14 dages varsel, og dagsordenen skal angive, hvad der ønskes behandlet.

§7. Afstemning

Generalforsamlinger og afstemninger kan afholdes elektronisk, hvis bestyrelsen beslutter det. Indkaldelse og afstemning skal ske på en måde, der sikrer alle medlemmers mulighed for at deltage.

§8. Bestyrelsen

  1. Bestyrelsen består af minimum 3 medlemmer valgt for 1 år ad gangen, samt 2 suppleanter valgt for 1 år.
  2. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og medlem.
  3. Bestyrelsen leder foreningens arbejde mellem generalforsamlingerne og har ansvar for drift, økonomi og repræsentation.
  4. Bestyrelsen skal sikre, at foreningens generalforsamling har indflydelse og stemmeret i eventuelle fællesudvalg eller samarbejdsfora ved Haraldsted Sø.
  5. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
  6. Beslutninger træffes ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
  7. Der føres beslutningsreferat fra hvert bestyrelsesmøde.

§9. Økonomi og regnskab

  1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
  2. Kassereren fører foreningens regnskab og opbevarer midler forsvarligt.
  3. Regnskabet revideres af en af generalforsamlingen valgt revisor.

§10. Tegningsregel

Foreningen tegnes af formanden og kassereren i fællesskab.

Ved økonomiske dispositioner over 10.000 kr. kræves bestyrelsens godkendelse.

§11. Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer kan kun vedtages på en generalforsamling og kræver, at 2/3 af de fremmødte stemmer for.

§12. Opløsning

  1. Beslutning om opløsning kræver 3/4 flertal på en ekstraordinær generalforsamling.
  2. Eventuelle midler tilfalder et almennyttigt formål i Ringsted Kommune, besluttet af generalforsamlingen.

  • Således opdateret den 26. april 2026 på generalforsamling i Ringsted.
  • Således opdateret den 14. januar 2026 på ekstraordinære generalforsamling i Ringsted.
  • Således vedtaget den 15. oktober 2025 på den stiftende generalforsamling i Ringsted.