Ringsted Vinterbadere byder velkommen
Vi oplevede et godt fremmøde til åbningsdagen.
Byrådsmedlem Johnny Dalgaard og Per Jacobsen holdt tale og fik ved fælles hjælp og fine guldsakse klippet det røde bånd, som med sin viften i det friske vejr symboliserede, at NU er klubben åben. Ringsted Naturpark deltog og man kunne få en snak om mulighederne i og omkring Ringsted.
Snakken gik livligt i tørvejr under pavillonen og ingen gik sultne eller tørstige fra borde. Godt med kaffe at varme sig på i det friske vejr.
En del deltagere nævnte vores praktiske placering. De ser frem til muligheden for et svalende dyb og afslappende varme i sauna, hvor det er nemt at komme til og fra.
Vores midlertidige sauna emmede da også af varme og der blev rig lejlighed til at nyde saunagus hos flere af vores dygtige og engagerede gusmestre. De fordelte varme, duft og stemning imellem svømmeturene. Søen er helt perfekt til et frisk gys.
Det er tydeligt at der står mange frivillige kræfter bag og at alle gør sig umage. Vi glæder os til at møde glade medlemmer og gæster og vi håber at kunne tilbyde et roligt øjeblik i din hverdag.
"Fællesskaber får dig til at leve længere – og bedre"